Par ting II
”Hvem var dét, du hilste på?”
”Mener du Vorte-Morten?”
”Nej, jeg mener ikke Vorte-Morten.”
”Nå, det var da Peter Flink!”
”Jeg mener ikke Vorte-Morten. Jeg mener ikke Peter Flink. Jeg mener ikke Team Thomsen, Røde Ivan, Anders Autogård, Johsen eller Kaj Kanon. Jeg taler om hende!
”Nå, hende!”
(Pause.)
”Hvorfor kigger du sådan på mig?”
”Hvem er hun?”
”Nåh!”
”Hvem – er – hun?”
”Det er en Tobias kender.”
”Er det Tobias’ kæreste?”
”Nej, det tror jeg ikke.”
”En han har været sammen med?”
”Det ved jeg ikke.”
”Men hvor kender du hende fra?”
”Det er vist hans kusine.”
”Hvis det er hans kusine, hvorfor siger du så, at du ikke tror, de har været sammen?”
”Eller halvkusine eller sådan noget.”
”Gør det det bedre?!”
”Hva’ bedre?”
(Pause.)
”Hvor har du mødt hende?”
”Hos Tobias vel.”
”Jeg troede I spillede computer.”
”Jamen, det gør vi også.”
(Pause.)
”Er hun sød, da?”
”Det ved jeg ikke.”
”Det ved du ikke?!”
”Jeg har aldrig sådan rigtig snakket med hende.”
”Hvis du ikke har snakket med hende, hvorfor skulle hun så have en knus?!”
”Det ved ikke. Gav jeg hende et knus?”
”Du kan ikke huske om du gav hende et knus!? Du ville måske heller ikke kunne huske det, hvis du havde kysset hende!?”
”Jo, det tror jeg nok, at jeg ville.”
(Pause.)
”Hvorfor siger du det på den måde?”
”Hvad?!”
”Dét du lige sagde!”
”Hva’ sagde jeg lige?”
”Så du kan heller ikke huske hvad du siger!?”
”Jojo, selvfølgelig kan jeg huske det. Men gav jeg ikke bare alle et knus, da vi kom ind.”
(Pause.)
”Hva’ så?!”
”Hva’ så hva’?”
”Hva’ laver hun? Hvor bor hun? Tobias må da ha’ fortalt noget.”
”Ja, det er vist noget med at hun har skiftet skole flere gange, fordi hun blev mobbet i de mindre klasser, fordi hun var så lang og ranglet. De kaldte hende for giraffen. Nu går hun på gymnasiet, men overvejer at droppe ud, fordi hun er begyndt at arbejde som fotomodel.”
”Nå, fotomodel. Jamen, Cameron Diaz ville du sikkert også give et knus, selvom du ikke kendte hende?”
”Det ved jeg da ikke.”
”Det ved du ikke!”
”Nej!”
”Det ved du ikke!!”
”Ville du ikke også gi’ Brad Pitt et knus?”
”Nu skal du ikke snakke udenom!”
”Men det er jo ikke til at vide!”
”Det ene ved du ikke, og det andet kan du ikke huske! Giv mig så bare én god grund til at jeg skulle kunne stole på, at du for eksempel ikke har været i seng med den pige!? Hvar!?”
”Altså, det tror jeg nu nok, at jeg ville kunne huske.”
”Dér var den igen!”
”Hvad?”
”Du gjorde det igen!”
”Hvad?!”
”Måden du sagde det på.”
”Sagde hva’?!”
”Det ved du jo udmærket godt.”
”Nej, det er jo lige netop det jeg ikke ved!”
”Plus alt muligt andet du åbenbart heller ikke ved …”
(Pause.)
”Hør her: Jeg spørger bare til, hvad for noget af alt det, jeg har sagt, mener du?!”
”Løgner!”
(Pause.)
”Hvis nu vi leger, det her er en rigtig dårlig TV-serie – en af dem i atten tusinde afsnit og med glidecreme på linsen – hvilken replik mener du så?”
”Hvorfor taler du pludselig om glidecreme?!”
”Ikke for noget! Kald det vaseline, kald det honning på linsen, hvis du vil –”
”Honning!?”
”Jamen, så kald det saltsyre eller ajax-ultra eller hvad du har lyst til!”
(Pause.)
”Taler du udenom igen?!”
”Nej, jeg taler ikke udenom. Det eneste jeg ønsker mig i verden lige nu, er at få at vide, hvilken replik, hvilken sætning, hvilke ord, det er du snakker om, som jeg har sagt. Okay?”
”Okay.”
”Okay… Okay?”
(Pause.)
”Jeg mente måden, du svarede, da jeg spurgte om du ville kunne huske det, hvis du havde været i seng med hende.”
”Og jeg svarede: Jo – det – tror – jeg – nok – at – jeg – ville.”
”Ikke på den måde!”
”Hvordan så da?!”
”Sådan mere … mere … alt for meget.”
”Hvordan alt for meget?”
”Det ved du da udmærket godt!”
(Pause.)
”Jeg mente vel bare, at for mig ville det at gå i seng med hende være lidt ud over det sædvanlige.”
”Ud over det sædvanlige! Og det sædvanlige – det er så mig!?”
”Det er ikke dét jeg mener: Jeg mener bare, at det at gå i seng med piger ikke er helt så almindeligt som at klø sig i røven!
”Hvad er det for piger?!”
”Der er jo ikke nogen – der er kun dig!”
”Ja, mig: Det sædvanlige.”
”Det er jo ikke det! Det er bare et ord! Det ville jo også være usædvanligt, hvis jeg for eksempel gik i seng med Vorte-Morten!”
”Nu er du virkelig klam at høre på! Hvorfor tager du ikke bare giraffen med ud på et af lokummerne!”
”Det gør jeg også! Men jeg skal lige høre: Du har vel ikke et glas honning på dig?”
”Du er simpelthen for ulækker!”
(Skridt der forsvinder.)
”Du skal ikke gå endnu! Syltetøj er også okay! Åh, peanut butter! Yes! Yes! Yes! Mere peanut butter!”Han blev stående i baren. Han kunne se sig selv i spejlet mellem sprutflaskerne. Og han kunne se dansegulvet, hvor Tobias’ langbenede kusine slangede sig. Han vurderede sine egne muligheder i verden. Så opdagede han, hvem hun dansede med. Hvem det var, hun smilede til. Han kaldte på bartenderen og pegede på en af flaskerne. Så lukkede han øjnede, og et øjeblik, et ganske kort øjeblik, så han Vorte-Morten for sig indsmurt fra top til tå i peanut butter.