Målgruppe: 12+ og alle involverede omkring kræftsyge børn.


William tænker: Jeg er en dreng, der er meget syg af kræft,
og som leger, at kræften er en dreng på min egen alder.
Er man så okay? Eller som Knud siger:
Der er vist mere end nok af triste historier i denne verden.
(s. 176)

Det er ikke første gang Jesper Wung-Sung går i clinch med det tabubelagte, ubehagelige og grænseoverskridende emne, kræft, i sit forfatterskab. Første gang var i gennembrudsromanen, ”En-to-tre-Nu!” fra 2001, senere i ungdomsnovellen ”Dig og mig” fra samlingen ”Tretten tynde teenagere” i 2011, og så nu i romanen  ”Ud med Knud”.

Men det er et tema med store variationer Jesper Wung-Sung arbejder og har arbejdet med, og som her er behandlet på en helt anden måde end i de tidligere tekster. William er yngre, 12 år, han overlever og bogen er fyldt med en helt speciel barsk og grotesk drengerøvshumor, der gør det muligt at læse om alt det ubærlige!

I romanen følger vi drengen, Williams sygdomsforløb gennem dets op og nedture, et forløb der forandrer ham fra at være en ganske almindelig dreng til sygdommen gør ham ualmindelig. Han kan ikke længere komme på skolen, han kan ikke lege og der skal hele tiden tages hensyn til ham. Både når han er hjemme og når han er indlagt på kræftafdelingen for børn og unge. William hader sin ”hemmelige ven” Knud (kræften), for han er ikke lige den slags ven, man som dreng går og drømmer om. William forsøger da også i romanen at komme af med Knud ved hjælp af forskellige former for overraskelsesangreb; men de gange det endelig lykkes, så savner William ham lidt bagefter. For selv om Knud er en ubehagelig karl, så er det svært for William at finde sig selv og finde ud af, hvem han er, når Knud ikke er der, og han er symptomfri.

Det gælder især hans identitet som dreng, som udfordres af dette, hans alterego. For hvad går helt almindelige drenge og laver? De uddeler, ifølge Knud, olferter og trælår og laver ballade, alt det William ikke helt magter i hans afkræftede tilstand. Han må hentes ned fra genboens alt for høje træ, han klasker sammen i naboen Albertines have som han begår hærværk i, og han får hedeture. De gange Knud provokerer ham til at optræde som en rigtig dreng, opstår der urkomiske situationer som andre må redde William ud af.

Noget af det helt særlige ved denne roman er netop dens brug af humor og komik til at beskrive det ubærlige, som da Knud beskriver apparaturet og proceduren, der bruges i forbindelse med kemokuren på kræftafdelingen for børn og unge. Knud har forklaret ham, at sygeplejersken Anne er som den gode politimand og giftmaskinen den onde:

Når den onde for eksempel har mobbet og givet fangen både et trælår og en olfert, tilbyder den gode ham straks et glas saftevand og et stort stykke wienerbrød. Sådan fortsætter det, og når fangen har fået trælår, saftevand, olferter og wienerbrød nok, så fortæller han den gode politimand, hvor guldet ligger begravet. (s.57)

Denne nærmest mundtlige, joviale og humoristiske fortællestemme erstattes løbende af en helt anden indfølt, alvorlig og empatisk fortællestemme, der beskriver både forældrenes rædsel og Williams små iagttagelser på sygelejet: At faren ikke længere går med farvestrålende slips, at forældrene ikke længere har et sexliv så de kan lave en sund lillebror, og at det, at han ikke kan høre mor om natten på enestuen på hospitalet ikke betyder, at hun sover.

På overfladen ender Williams sygehistorie godt. Hans tal viser, at han er rask, og to måneder senere sidder han på skolebænken igen ved siden af sin gode ven Sebastian som tildeler ham en ”olfert og et trælår” som kvittering for et rigtigt svar. Og så er han blevet kærester med Katrine. Men den opmærksomme læser kan godt huske den indlagte historie om værelseskammeraten fra hospitalet, tennisspilleren Emil, der blev erklæret rask, men som fik tilbagefald og døde.

Livet er risikofyldt. Og med Katrines ord, så har hun gennem Williams sygdomsforløb erfaret: At i alle mennesker er der et lille barn, som skal lære at dø.

”Ud med Knud” er en barsk, eksistentialistisk og filosofisk børneroman, der bearbejder al den vanetænkning, der forsvinder, når vi som mennesker er helt ude på kanten af livet.

Sågar Guds skaberværk sætter William spørgsmålstegn ved, for han er sikker på, at: … at Gud ikke havde planen klar, da han begyndte at skabe livet. Det er ligesom, når hans dansklærer, Matilde, siger, at man ikke bare kan begynde på en historie uden at have en idé om, hvad der vil ske på side 2. Her var én, der tydeligvis var startet oppe i venstre hjørne uden at tænke én linje videre … (s. 54)

Og hvordan skal læseren lige kunne forstå, at William i romanens sidste sætning føler, at han med Knud har mistet sin bedste ven.

Man kan, når man har læst ”Ud med Knud” ikke lade være med at tænke, at denne roman kan læses som et litteraturens svar på det arbejde hospitalsklovnene udfører på børneafdelingerne. Med humor og empati som våben kommer Jesper Wung-Sung i ”Ud med Knud” langt i et arbejde, der minder om disses med at forklare og lindre sygdommen.

Endelig har læsningen nok ødelagt en del kommende koncerter med Johnny Madsen for mig. De har jo som fast indslag, at publikum skal håne guitaristen Knud Møller med råbet: ”Ud med Knud”!! Her i romanen er det langt, langt alvorligere ting, der bliver hånet, råbt af og som er på spil end hvem der skal spille guitarsoloen i ”Johnny Be Goode”!!!

Romanen lægger sig smukt ind i kølvandsstriben af væsentlige filosofiske, eksistentialistiske børne- og ungdomslitterære værker fra Jesper Wung-Sungs hånd. Og den lægger sig ligeledes ind i den trend, der er for bøger, ”sick lit”, der beskriver børn og unge helt ude på kanten af livet. Tænk blot på ”En-to-tre-NU!” og amerikanske John Greens, ”En flænge i himlen”. Men hvor flere af disse bøger ikke rummer så mange udveje eller håb for romanens personer, er dette netop ikke tilfældet i ”Ud med Knud”.

Som læser sidder man så bare og håber, at romanens Knud på sin tømmerflåde virkelig forsvinder ud af historien, bagom horisonten og ikke lægger sig i nogens kølvandsstribe.

Til slut vil jeg nævne grafikeren, Alette Bertelsens smukke, detaljerede og stemningsmættede omslag, virker endnu engang som en glimrende indføring til Jesper Wung-Sungs romans univers og personer. Hendes lille spytslikkede Knud med mappe og slips på et lilla æble flyvende mellem planeter og kræftceller, og med tømmerflåden i forgrunden lægger op til en snak om, hvad vi mon kan vente os mellem de to omslag. Hvad er det for den dreng, der står som en silhuet i det oplyste værelse og kigger ud i haven?

”Ud med Knud” anbefales på det varmeste til brug i danskundervisningen fra slutningen af femte, og til brug for pårørende, kammerater og venner til kræftsyge børn, der ønsker at få et indblik i nogle af de tanker de rører sig i hovedet på en kræftpatient.

Det er livets helt store spørgsmål William, hans mor og far, naboer og klassekammerater må forholde sig til i romanen. Det gælder også for læseren. Det er en barsk, velskrevet, varm og vedkommende roman Jesper Wung-Sung har begået med ”Ud med Knud”.

Det er vist passende at afslutte med et af Knuds mantraer i romanen: ”Og resten er litteraturhistorie!”